摘要：Antropologien har næret en faglig kærlighed til malanganfigurer fra første blik. Dette skyldes hovedsageligt, at malangan, som en Stillehavets svar på vanitas-motivet, materialiserer og dermed også repræsenterer sociale og eksistentielle dilemmaer over liv og død, og tid og forgængelighed. Samtidig er malangan en 'ting', der har været æstetisk værdsat som globalise ret kunst og som vidnesbyrd om lokal kulturel forandring.
