摘要：Artiklen bidrager med nogle bud på, hvordan ph.d.-vejledere kan gøre brug af coaching for at fremme en mere smidig og læringsfremmende vejledningsstil gennem en skærpet refleksiv forholden sig til de positioneringer, der opstår i samtalen. Litteraturen om ph.d.-vejledning og vejlederudvikling beskriver vejledningsstil som en relativt statisk størrelse, samtidigt med, at ’god’ ph.d.-vejledning beskrives som evnen til at tilpasse sin stil efter omstændighederne. Ved at benytte begreber fra ledelsesbaseret coaching sættes vejledningsstilen i relation til vejledningsfilosofi og vejledningsteknikker. Dernæst præsenteres en positionsmodel fra coaching som et tankeværktøj til, at vejleder kan bevidstgøre sig om de positioner, der indtages i samtalen. Argumentet er, at denne løbende positionering er udslagsgivende for, hvilken vejledningsstil der udfoldes. This paper on doctoral supervision proposes how techniques used in coaching can contribute to a more adaptable supervisory style in which the reflective awareness of the positioning that emerges during the supervisory conversation can facilitate learning. Literature about doctoral supervision and supervisor development describes style as relatively static, yet the ‘good’ supervisor is expected to adapt her style to the needs of the supervisee. In this paper we frame supervisory style between supervisory philosophy and supervisory techniques. Then we present a positioning model from coaching, as a thinking tool to raise awareness about the positions one takes and gives in conversation, and which over time form the supervisory style.
