摘要：Artiklen søger at skabe et overblik over, hvordan nogle af de seneste meget omfattende reformer i det offentlige er grebet an ledelsesmæssigt. Store omstillinger såsom reformer skaber en anledning til at omfordele magten. At de nye magt- eller ledelsessystemer hurtigt kommer til at fungere legitimt og effektivt er samtidig en forudsætning for reformernes succes. Men magtens omfordeling skaber i sig selv en række dønninger, som kan påvirke den efterfølgende proces i negativ retning. Konkret analyseres, hvordan man har udnævnt topchefer og etableret nye ledelsessystemer i forbindelse med to store reformer, nemlig kommunalreformen og politireformen. For at understrege pointen om at reformer kræver lederskab inddrages endvidere reformen af den danske folkekirke, hvor dette tema er bemærkelsesværdigt fraværende. Gennem artiklen tematiseres de paradokser og dilemmaer, man må søge at håndtere i forhold til lederskabet af de store omstillinger. Det konkluderes, at det kun er i kommunerne, man for alvor har grebet dette professionelt an, og at man også der er veget tilbage fra at tage den yderste konsekvens af situationens alvor. Dermed bliver det vanskeligt fuldt ud at udnytte de muligheder, der åbner sig, når vinduet til at skabe ny historie står på klem.
