摘要：Mobiltelefonen er en af de ting, som har ændret flest praksisser inden for de sidste år. Derfor bruges mobiltelefonpraksis som det gennemgående eksempel her i artiklen, hvori der argumenteres for, at kultur kan forstås som rækker af forskellige praksisser. En praksis er fx at læse, at tale, at deltage i et møde eller at bruge mobiltelefon, hvor man både læser og taler. I praksisteori argumenterer man for, at praksisser er normative; der er normer for, hvordan praksisser skal udføres passende. Hvad der er passende afgøres i den enkelte situation, men altid knyttet til de måder praksisser tidligere har været udført. I globaliserede, medialiserede samfund givet et praksisteoretisk kulturbegreb mulighed for at udpege, hvordan mennesker som er vokset op i forskellige dele af verden, i forskellige etniske eller sociale grupper, udfører de samme praksisser (går til møder, køber ind, taler, læser, bruger mobiltelefon), men kan have forskellige normer knyttet til praksisserne. Et praksisteoretisk kulturbegreb bliver hermed både en måde at forstå kultur, en metode til at indkredse og respektere forskelle og ligheder mellem praksisser og sidst, men ikke mindst giver det et godt udgangspunkt for interkulturel kommunikation.
