摘要：Fra 2015-2018 er antallet af parspecialer på Faculty of Arts (Arts) på Aarhus Universitet steget med næsten 300%. Der foreligger ikke systematisk forskning i, hvorfor der er en stigning, eller hvilke implikationer denne ændrede praksis har for hverken de studerendes læring eller vejledningen. Med afsæt i en Bakhtinsk forståelse af dialog undersøger vi, hvordan specialepars peer-dynamikker influerer på deres oplevelse af samarbejds- og læreprocesser. Empirien stammer fra et longtitudionelt studie, hvor fire specialepar har reflekteret på sammen på deres smartphones sammen tre gange i deres skriveproces. Analyserne viser, hvordan parrene i deres dialog løbende forhandler deres relation og faglighed, uden at de tilsyneladende undersøger de spændinger, som opstår undervejs i skriveforløbet. Vi konkluderer, at det kan øge de studerendes selvstændighed at skrive speciale sammen i par, da parret i et forpligtende samarbejde må træffe en række valg sammen, men tosomheden er også sårbar og kan blive et værn mod at undersøge den flerstemmighed, der i en Bakhtinsk forståelse er en forudsætning for læring.
