I forbindelse med Nobelprisens 100-års jubilæum i 2001 udkom Nabo til Nobel , beretningen om de tretten danske Nobelpriser, og det gav formentlig nordmændene ideen til et tilsvarende værk om de elleve norske Nobelpris-modtagere. Den kunne i sandhed have heddet Nabo til Nobel , om titlen altså ikke var optaget. Nu måtte den nøjes med titlen Norske nobelprisvinnere , ^[1] men til gengæld kunne den udkomme i 100-året for Unionsopløsningen i 1905 og afspejle et århundredes fredeligt, om end i udspringet ikke problemfrit naboskab. I begge lande var der unionister og separatister, men selvfølgelig nærede svenskerne generelt størst sympati for de norske unionister. Alfred Nobel forudså gnidninger og bidrog beskedent til en udglatning ved i sit testamente (1895) at betro uddelingen af fredsprisen til Det norske Storting. Hvad der i øvrigt gav anledning til, at svenske unionister så for sig et fremtidsperspektiv, hvor norske separatister udnyttede situationen til at give prisen til sig selv i skikkelse af f.eks. Bjørnstjerne Bjørnson, der spillede en fremtrædende rolle i den separatistiske bevægelse, før han tæt på den Nobelpris, han faktisk fik (litteraturprisen, 1903), sadlede om og blev unionist. Med til historien hører også, at de to nordmænd, som faktisk fik fredsprisen, men jo tyve år senere, begge spillede en rolle i forbindelse med forberedelsen af opløsningen i 1905.