摘要：Om den tilgrundliggende livskraft og dens tilsyneladelser handler Anders Ehlers Dams fortrinlige afhandling Den vitalistiske strømning i dansk litteratur omkring år 1900.[1] Forestillingen om en i stoffet, det døde og levende, iboende, uudslukkelig kraft satte sig igennem på litteraturens, billedkunstens og musikkens område, og netop ikke periodekonstituerende, men som en strømning – eller vel egentlig som to strømninger, en overvejende negativistisk, hos Schopenhauer funderet, og en overvejende positivistisk, hvis udspring var hos Nietzsche. Talen er om en reaktion mod fin-de-siècle, hvis livstrætte, dekadente digtning for så vidt danner baggrund og forudsætning. Det vil if. Ehlers Dam være “fatalt” at overse denne nihilistiske klangbund. Reaktionen former sig som en frigørelse af kræfter, som en intensivering af livsfølelsen, som en “gotisk Renaissance”, for nu at anvende Johannes V. Jensens betegnelse. Livsudfoldelsen og -intensiteten knytter sig til sollyset, den kropslige bevægelse, f.eks. i billeder af badende børn på solgyldne strande. J.F. Willumsens maleri ‘Sol og Ungdom’ skildrer denne ubetingede hengivelse på paradigmatisk vis. Eftersom hengivelsen er ureflekteret, overvejer Ehlers Dam at bruge “livsfilosofisk” frem for “vitalistisk”, men finder, at det i for ringe grad henviser også til “formmæssige forhold”, i håb om at undgå en anden hurdle: at vitalisme for entydigt skulle associere til naturvidenskab og/eller kropslig livsdyrkelse.[2]
