I 1970 udkommer Theodor Kallifatides’ første roman Utlänningar, som behandler gæstearbejdernes situation i 1960’erne i Sverige. For det daværende Sverige er Utlänningar epokegørende i kraft af at være et svensksproget fiktionsværk fortalt af en tidligere gæstearbejder. Mange svenske læsere og anmeldere opfatter romanen som en mulighed for at skaffe sig et lærerigt indblik i migranternes “sande” liv. Et eksempel herpå er Hans Mathleins anmeldelse af romanen: