出版社：Afdeling for Græsk og Latin, Københavns Universitet
摘要：Det er sikkert ikke mange der har læst eller i det hele taget kender til eksistensen af den rationalistiske mytograf Palaiphatos. Navnet ‘Palaiphatos’ er måske et navn i stil med ‘Theophrastos’, altså nærmest et ‘kunstnernavn’, som nok er givet ham fordi hans værk Περὶ Ἀπίστων (Om utrolige ting) handler om myter, altså ‘gamle ting’. Hvem der gemmer sig bag (til)navnet, vides der intet sikkert om, men det er sandsynligt at vi har at gøre med person, der kom til Athen fra enten Lilleasien eller Ægypten og sluttede sig til Aristoteles, der måske er ophavsmand til navnet ‘Palaiphatos’. Han skrev et værk – ovennævnte – der var i fem bøger. Overleveret er imidlertid kun en epitome – en forkortet udgave – som må være skabt før Suda, en historisk encyklopædi kompileret i slutningen af det 10. årh. e.Kr.1 som henviser til epitomen. Palaiphatos’ værk er et stykke rationalistisk mytografi, dvs. et værk der forsøger at (bort)forklare de fantastiske træk ved den heroiske mytologi, der gjorde den vanskelig eller umulig at tro på for en veloplyst hellener i 4. årh. Som Stern siger, “It has as its fundamental purpose not the creating of disbelief, but rather the creating of belief. Its intention is to remove impediments to belief – belief in the historicity of the legendary heroes – by rationalizing away the ‘flagrant violations of probability’ ... in the heroic myths. ... It is, therefore, not the denial of the heroes’ existence, but rather the conviction that they did exist in earliest history which necessitates the rationalization.”2 Da mit ærinde her ikke er den rationalistiske mytefortolkning, giver jeg blot et enkelt eksempel på, hvordan Palaiphatos typisk rationaliserer, nemlig fx ved at antage, at en metafor er blevet forstået bogstaveligt (VI.273.6-274.9, om Aktaion): “Man fortæller, at Aktaion blev ædt op af sine egne hunde. Dette er løgn. For en hund elsker mest af alt sin herre og den hånd, der fodrer den, og særligt jagthunde logrer for alle mennesker. Nogle fortæller, at Artemis ham , og at hundene dræbte hjorten. For mig at se har Artemis magt til at gøre, hvad hun vil. Men det er ikke sandt, at der blev en hjort af en mand eller en mand af en hjort. Disse myter har digterne flettet sammen, for at tilhørerne ikke skal krænke det guddommelige. Sandheden er somfølger: Aktaion var en mand i Arkadien, der holdt af jagt med hund. Han holdt altid mange hunde og gik på jagt i bjergene og havde ingen interesse for sine egne sager. Menneskene på den tid måtte alle sammen selv arbejde og havde ingen husslaver, [men dyrkede jorden for sig selv], og den, der [selv dyrkede jorden og] var den mest arbejdsomme, var også den rigeste. Da nu altså Aktaion ingen interesse havde for sine private sager og hellere gik på jagt med sine hunde, svandt hans livsgrundlag ind. Da han ikke længere havde noget, sagde folk: “Stakkels Aktaion, hans hunde har ædt ham op”, ligesom vi nu om dage plejer at sige “Han er ædt op af ludere”, hvis nogen kommer på spanden på grund af for mange bordelbesøg. Sådan var det med også med Aktaion.”3
