出版社：Afdeling for Græsk og Latin, Københavns Universitet
摘要：De senere års vigtigste bog om Platon har – i hvert fald for mig – været Charles Kahns Plato and the Socratic Dialogue – the Philosophical Use of a Literary Form. fra 1996. Det er altid spændende at læse forfattere, som man på én gang er enig med og kan blive rasende på. Helst det første først. Inden jeg kommer til mit egentlige emne, vil jeg resumere et par af Kahns resultater, som har med Platons billede af Sokrates at gøre. Allerede i sin indledning slår Kahn fast, at de overleverede sokratikoi logoi af Platon og Xenofon og de i nogle henseender rige fragmenter af Aischines fra Sfettos, Antisthenes, Aristippos, Faidon og Euklides alle er fiktionslitteratur mere end noget andet – og at nok er Platon ‘let i Mængden at skue, hvor fagre de andre end ere’, men intet tyder på, at han er læremesteren for de øvrige sokratikere, snarere tværtimod. En anden vigtig pointe hos Kahn og andre er, at nok er Platons forfatterskab (som hans skole hægede om) tilsyneladende fuldstændigt bevaret, men det udgør ikke en filosofisk enhed og er ikke en fremadskridende række af filosofiske afhandlinger, der (om jeg så må sige) er skrevet i forskellige pauser på vej op fra Hulens bund og mod Det Absolut Gode. Man gør klogt i i første omgang at betragte Platons dialoger som
