摘要：Parkour betegnes af udøverne som en ”bevægelseskunst”. Den grundlæggende idé er at bevæge sig i et flow gennem omgivelserne kun ved brug af kroppen for at komme fra punkt A til punkt B så hurtigt og effektivt som muligt. Udøverne, som kaldes ”traceurs” og primært er unge mænd, traverserer byrummet i højt tempo og flydende bevægelser: De glider over gelændre, husmure, hegn, bænke og parkerede biler. Ofte filmer de deres løb med digitalkameraer og uploader materialet på nettet, hvor det kommenteres af og inspirerer andre traceurs. Hvordan nærmer man sig metodisk en kultur som parkourkulturen, der både er en krops-, en by- og en mediekultur? Artiklen refererer til en nu afsluttet undersøgelse af parkourkulturen og diskuterer et metodisk-teoretisk design, der imødekommer dette spørgsmål. Der peges på, at det snarere end at nærme sig feltet, handler om at følge det og dets transformationer gennem både kropslige, rumlige og medierede aspekter. Denne tilgang laver en heterogen og ”mere-end repræsentationel” mapping og prioriterer det relationelle og flertydige ved at fokusere på mulige forbindelser mellem teori, metode og empiri.
